SYNLIGHED – OG PLI!
I løbet af de sidste par år har der udviklet sig en kedelig tendens. Fordi det er blevet så let at fotografere med smartphonen, har der bredt sig en opfattelse af, at det er blevet alle-mands-ret at fotografere ulykker og menneskelige tragediger, uden hensyn til andre en sig selv.
Lad mig starte med at slå fast med syvtommersøm:
Alle mennesker i dette land har lov til at tage billeder af hvad som helst i det offentlige rum. Ingen – heller ikke politiet – har lov til at forbyde voksen som barn i at dokumentere begivenheder i det offentlige rum. (Kirker, hospitaler, museer osv. er IKKE det offentlige rum).
MEN:
Det betyder ikke, at vi alle har ret til at blokere for redningsarbejdere i vores iver efter at skyde billeder af folk der er kommet alvorligt til skade, og som har brug for hurtig hjælp.
Faktisk kan man blive dømt for at fohindre redningsarbejde.
Det kræver en vis erfaring at tage de billeder, der skal dukumentere den slags begivenheder. Erfaring og viden om, hvordan man gebærder sig blandt folk i akut krise. Så de i mindst mulig grad føler sig intimideret. En fotograf på et ulykkessed vil aldrig være usynlig, og netop derfor er det vigtigt, at der udvises respekt!!! og pli !!! – både overfor offeret, men sandelig også overfor redningsmandskabet.
Og det er der, filmen er knækket oftere og oftere de seneste år.
Det er som om alle har fået retten til hvadsomhelst, også til at krænke. Alle midler tages i brug for at sikre sig trofæet, der kan hænges op på væggen (vises frem for vennerne via sms osv.)
Jeg har oplevet, hvordan ikke-professionelle fotografer (alle dem der ikke har fotografiet som deres arbejde) i deres iver og deres “ret” har snerret ad Falckreddere.
” Ja nu må s’gu lige vente kammarat! Jeg er ikke færdig med at tage billeder”, og lignende vanvittige udråb, mens pressefotograferne for længst er rykket til side for at gøre plads til redderne.
Fordi vi rent faktisk har nogle mennesker, der er kommet til skade, og som desperat venter på hjælp.
Heldigvis har de fleste pressefotografer gennem god vejledning af deres mere erfarne kolleger lært at bevæge sig med respekt på den type opgaver, og kender den hårfine grænse mellem at passe deres arbejde, og gøre det på den mest skånsomme måde.
Synlighed er i den forbindelse ikke et adelsmærke.
Er “pli” efterhånden blevet et fremmedord?
